Stadig meget at gøre
Jeg hedder Daniel Staugaard, er 43 år og bor i Egernsund med min kone og vores tre børn, Cathrine (6), Jonathan (3) og Anthon på 16 år. Familien fylder meget i mit liv – og vi nyder hverdagen tæt på skov, fjord og fællesskab.
Til daglig underviser jeg i afsætning på Det Blå Gymnasium i Sønderborg. Jeg er uddannet cand.merc. i marketing og har en stærk interesse for, hvordan vi skaber lokal udvikling – både i erhvervslivet og i vores lokalsamfund.
Jeg brænder for natur og bæredygtighed. Jeg er passioneret jæger, hobbyornitolog og har stor glæde af min egen køkkenhave. Madlavning og gode måltider med familie og venner er noget af det bedste, jeg ved – både når der er gang i grillen, eller vi laver mad over bål i haven.
Politisk er jeg kendt for at sige tingene ligeud. Jeg tror på, at lokalpolitik skal være ærlig, handlekraftig og tæt på virkeligheden. Jeg har været medlem af byrådet for Venstre siden 2017 og arbejder især med natur, klima, bæredygtighed, landdistrikter og arbejdsmarked.
Mit mål er klart: Jeg vil gøre Sønderborg Kommune til et endnu bedre sted at leve – især for børnefamilier og fællesskaber i hele kommunen. Det kræver, at vi lytter, tænker nyt og tør træffe modige beslutninger. Det gør jeg.